En af de største udfordringer ved at agil ledelse er, at man på godt og ondt er nødt til at holde sig på afstand. Teamet skal have lov til at løse opgaverne på deres egen måde. Din opgave er at sikre en god og sund kultur i teamet. Her får du tre gode råd til, hvordan du gør det.

Tre gode råd til at skabe en sund agil kultur i dine teams

af | 13. september 2021

Hvis du synes, at det hele er vendt lidt på hovedet i forhold til, hvad du har hørt og læst om ledelse, så er du ikke galt på den. For agil ledelse er på mange måder modsat “normal” ledelse.

Agil ledelse handler grundlæggende om at skabe de bedste betingelser for teamet. Du skal hjælpe dem med at fjerne strukturelle forhindringer, glatte interne bump ud og skærme teamet for opgaver, der kommer flyvende ind fra højre uden om de aftalte arbejdsgange.

Det lyder måske let – men det er det ikke! Det er nemt at blive trukket ned i detaljer om, hvordan en bestemt opgave løses, misse at en potentiel konflikt er ved at opstå eller få stoppet den “super vigtige” opgave, der blev mast ind i sprintet.

Her får du vores tre gode råd til, hvordan du hjælper dig selv med at lede agilt:

Fokus på om resultatet er som aftalt – ikke på hvordan resultatet blev til

Teams løser opgaver på deres måde, ikke nødvendigvis på din måde. Det er sådan, det skal være. Det er teamet, der har kompetencerne, viden og erfaring – og derfor er det også teamet, der bedst kan vurdere, hvordan opgaven skal løses.

Derfor skal du fokusere på, om resultatet er som aftalt. Overholder det specifikationerne, ønskerne og kravene? Blev opgaven løst indenfor de givne tekniske, økonomiske og tidsmæssige rammer? Hvis svaret er ja, så er det dét, du skal fokusere på. Ikke om teamet løste opgaven på den måde, som du havde tænkt.

Hjælp teamet med at arbejde godt sammen

Er tonen i teamet god og relationerne stærke, arbejder teamet bedre sammen og er mere effektive. Men teamet kan ikke altid selv skabe den gode tone og stærke relationer. Derfor skal du være klar til at hjælpe til, når og hvis det bliver nødvendigt.

Vær opmærksom på, om de snakker godt sammen? Er tonen konstruktiv? Hjælper de hinanden? Er der konflikter? Du kan bruge Retrospectives til at få belyst potentielle konflikter eller uenigheder og til at trække de positive oplevelser frem. På Daily Scrum kan du fornemme, om der er nogen, der er for pressede.

Grib ind, hvis rammerne bliver udfordret

Hvis du oplever, at de udstukne rammer for, hvordan opgaverne skal løses eller hvordan man arbejder sammen bliver for meget udfordret, skal du gribe ind – og gerne hurtigt! Ellers risikerer du, at du stiltiende legitimerer de nye måder at løse opgaver på.

Det kan måske virke som om det står i modsætning til, at teamet skal være selvkørende og selvbestemmende, og vi medgiver gerne, at det er her, der bliver svært. For hvornår er det for meget? Ja, det er det rigtige gode spørgsmål.

Vores udgangspunkt er, at hvis aftalte arbejdsgange ikke overholdes, er det for meget. Det kunne eksempelvis være, at et team beslutter sig for ikke at lave referater fra deres Retrospectives – eller måske ikke holde dem! Eller at de skifter til et andet program til opgaveregistrering end de andre teams. Det kan også være aftalte tekniske udgangspunkter, som bliver udfordret. Eksempelvis hvis et team skifter til et andet framework end aftalt. Eller en service skrottes, fordi teamet finder den for bøvlet at vedligeholde.

Den store udfordring for dig er at vide, hvornår noget er for meget i din organisation og teams. Derfor vil det ske, at du bliver taget på sengen og ikke når at reagere i tide. Det sker for selv de bedste. Fænomenet kaldes for “Practical Drift” – at små ændringer i de aftalte arbejdsgange pludselig kan få katastrofale konsekvenser. Det kan du læse mere om i vores indlæg om IKEA-møbler og ledelse og hvorfor du skal give dine arbejdsgange en forårsrengøring.

Men hver gang det sker, bliver du klogere på og får en bedre fornemmelse af, hvad for meget er i netop din organisation og dit team. Dét er det vigtigste og dét, du skal holde fast i.

Den gode kultur skaber ikke sig selv

Det kræver hårdt og vedholdende arbejde at skabe den gode kultur og sikre, at den kan vokse og blive stærk. Hvis du har vores tre gode råd i baghovedet, så kan de hjælpe dig til at holde den rette kurs og holde hovedet højt. For der vil komme uventede storme, der giver knubs og skrammer.

Men vi lover, at det er det hele værd, når du oplever, hvordan en god sund kultur i teamet får alle til at blomstre op og skaber arbejdsglæde.

Har du hørt vores podcasts?

Vi laver to podcasts: “Alt om Scrum” og “Scrum med mere”. De passer perfekt til en gåtur, en opvask eller en god kop kaffe.

Nyeste indlæg på bloggen

Alle indlæggene finder du her

Sådan håndterer du sladder og brok i et ungt agilt og iterativt setup

Sådan håndterer du sladder og brok i et ungt agilt og iterativt setup

Sladder og brok definerer vi ofte som noget negativt. Noget, der skal undgåes og jo mindre, der er af det, jo bedre. Men sådan er det faktisk ikke helt. For sladder og brok har også et positivt element: Det kan være en sikkerhedsventil, der tager trykket af irritationer og frustrationer. Men bliver det for meget, kan det skade teamet. Målet er derfor tilpas sladder og brok i teamet – spørgsmålet er da, hvordan finder du den gyldne middelvej?

GULDKORN DIREKTE I DIN INDBAKKE

FÅ EN TJEKLISTE TIL
EFFEKTIVE MØDER

Få vores allerbedste guldkorn direkte i din indbakke

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få vores bedste tips og gode råd.

Tak! Du modtager nu en tjekliste direkte i din indbakke