Godt eller dårligt
"Der er ikke noget, der er så godt, at det ikke er skidt for noget", kunne man fristes til at sige. For der er noget om snakken: Selv den bedste løsning, model, arbejdsmetode eller noget helt fjerde har altid nogle ulemper. Det betyder ikke, at man skal droppe det, men blot at man skal gøre det med åbne øjne. Derfor har vi vredet vores hjerner for at finde de tre største ulemper ved Scrum samt tre faldgruber. Men vi har også fundet de tre største fordele, så du kan se, hvad der opvejer både ulemper og faldgrubber.

Der er altid ulemper – også ved Scrum

af | 9. juli 2018

De tre største ulemper ved Scrum

Vi starter med de slemme først, ulemperne:

1. Store udbud kræver vandfaldsbeskrivelse af projektet

Vil man gerne vinde et udbud, kræver det, at man giver et bud på, hvad det koster at løse en foruddefineret opgave. Dét udgangspunkt strider i sig selv mod idéerne bag Scrum, hvor hovedtanken jo netop er, at man ikke ved, hvad man ender ud med at få. Der kan være en idé om eller krav og ønsker til, hvad produktet skal være, men hvordan det konkret kommer til at se ud, ved man ikke.

Derfor er det svært at kombinere Scrum og udbud. De peger simpelthen i hver sin retning. Heldigvis ser det ud til, at der er opblødning på vej, så det bliver muligt at byde ind på et udbud og bruge Scrum til at styre projektet sikkert i mål.

2. Hvad bliver det endelige produkt?

Der findes mange projekter, der ikke er så store, at de skal i udbud. Men det samme problem som ved udbud findes også i de mindre opgaver. For skønt projektet ikke er fuldstændig beskrevet i en tyk projektbeskrivelse, så vil kunden jo gerne vide, hvad resultatet bliver. Og der kan det blive lidt vanskeligt, for hvordan opfylder man det ønske med et: “Vi ved ikke, hvad det ender med, men vi ved, at det bliver godt!”.

Det er svært at sælge noget, som man ikke helt ved, hvad er – og svært at købe det også. Det kræver tillid mellem begge parter og en villighed til ikke at binde hinanden på hænder og fødder. I stedet skal begge parter acceptere, at man i stedet for sikkerhed i en omstændig kontrakt, har mulighed for at gå hver til sit efter hvert sprint.

For kunden betyder det, at man risikerer at skulle starte forfra med at finde en ny leverandør. Til gengæld slipper man for at hænge på en leverandør, der konstant formaner til besindighed med: “Vi indhenter det snart” og “Lige om lidt er det hele færdigt”.

For leverandøren betyder det, at der ikke er en stor fed ordre i bogen. I stedet skal man løbende sikre sig, at kunden er tilfreds og får dét, som kunden ønsker. Med andre ord skal man oppe sig og yde god kundeservice.

Accepterer både kunde og leverandør dette udgangspunkt, er vores erfaring, at den tillid, der opstår i samarbejdet, er det stærkeste grundlag man kan skabe for et projekt – og det bedste udgangspunkt for en succes!

3. Det er svært at forstå, hvad en PO og Scrum-master er

Den sidste ulempe ved Scrum er, at de nye roller – særligt Product Owner (PO) og Scrum-master – kan være svære at forstå for resten af verden. I Scrum-teamet fungerer det fint, men for ledelsen, kundeservice, drift og alle de andre områder i virksomheden er det svært at forstå, hvordan det hænger sammen.

Der er nogen, der har styr på det hele, men det er ikke en projektleder. Opgaverne bliver fordelt men igen ikke af en projektleder. Der er deadlines og milestones, men hvem sørger for at overholde dem?

Verden er så vant til, at der er en projektleder, så fraværet af en sådan, kan gøre os helt forvirret. Alle de opgaver og alt det ansvar, vi normalt forbinder med en projektleder, er fordelt anderledes og nogen gange endda væk. Det skaber utryghed – og så har tilliden det ikke nemt.

Et lille tip: Vi har tidligere skrevet om projektstyring og projektledelse. Læs den, hvis du gerne vil vide lidt mere om, hvorfor projektledelse ikke har noget som helst at gøre med Scrum.

Faldgruberne – de tre værste

Hvor ulemperne er en del af Scrum på godt og på ondt, så kan man undgå faldgruberne. Det kræver, at man har åbne øjne og ved, hvad man skal kigge efter. Her er vores anbefaling af tre faldgruber, du skal holde øje med:

1. Det er et håndværk, der skal læres

PO og Scrum-master er en essentiel del af Scrum. Uden de to roller fungerer det ikke. Faldgruben er, at de er svære at udfylde, dels fordi – som du kan læse ovenfor i ulemperne – at verden stadig har lidt svært ved at forstå, hvad rollerne dækker over. Og dels fordi rollerne er et håndværk, der skal læres. Man kan ikke læse en bog og så være Scrum-master eller PO. Misforstå os ikke: Bogen er et nødvendigt og godt udgangspunkt! Men som med andre håndværk, skal det læres gennem øvelse.

Nogen siger: “Learning by doing”. Det er helt korrekt – især hvis man lige skærper den til “Learning by burning”. For der vil ske fejl, når man øver sig i at være PO og Scrum-master. Pointen er ikke at undgå fejlene, for det kan man ikke altid. Pointen er derfor, at man skal være opmærksom på, at man vil komme til at lave fejlene og gøre, hvad man kan, for at rette op, når de sker.

Tror man, at man kan lære at blive PO eller Scrum-master ved at tage et kursus eller læse en bog? Ja, så er man faldet direkte ned i den første faldgrube.

2. Teamet sidder ikke sammen

Det er ikke alle steder, hvor det er muligt, at hele teamet sidder i samme rum. Der kan være et utal af årsager til, at teamet sidder i forskellige lokaler, på forskellige lokationer eller endda i forskellige lande. Vi siger ikke, at det er umuligt at få til at fungere – vi siger kun, at det er en rigtig farlig faldgrube.

Faktisk er en væg nok. Man kommer så nemt til lige at vende dette eller hint henover skrivebordet og så føler dem bag væggen sig udenfor – med god grund for de var jo faktisk koblet af det, der lige blev vendt over skrivebordet.

Jo længere afstand teamet er spredt ud over, jo større er faldgruben. Kulturforskelle, tidsforskelle og alle mulige andre forskelle er faldgruber for teamet og den team-ånd, der skal opbygges, før Scrum kører som det skal.

Husk dog, at det ikke er umuligt – det kræver blot et ekstra godt øje på faldgruben!

3. Man skal være agil med sin agile metode

Med fare for at lyde som en slidt filosofi-bog, så mener vi det faktisk ganske alvorligt: Man skal hele tiden have fokus på ikke at gå i stå og gentage uden forandring.

Det betyder ikke, at alting hele tiden skal optimeres eller forandres. Der er nogle grundpiller, som man ikke skal røre ved. Men hvilke grundpiller det er for dit team, det ved kun dit team.

Det eneste vi ved med sikkerhed er, at man skal lære at gå, før man kan løbe. Så man starter med at overholde alle reglerne og ceremonierne i Scrum. Når teamet så kører, som det skal, kan man begynde at se på, om reglerne og ceremonierne kan og skal tilpasses teamets behov.

Og nu til fordelene – for de er der helt bestemt!

Der kan nævnes mange fordele ved Scrum. Vi har valgt de tre fordele, som vi mener, er værd at fremhæve:

1. Alt kommer frem

På godt og ondt, fristes man til at sige. For er der noget under gulvtæppet, så kommer det frem. Fordelen ved Scrum er nemlig, at der er fuld gennemsigtighed. Referaterne er offentlige, ceremonierne er offentlige og status på opgaverne er offentlige.

Alle kan følge med i, hvad der sker, og hvor teamet er lige nu. Det skaber en grundlæggende fornemmelse af tryghed og tillid både internt og eksternt:  Ledelsen kan nemt forklare kunden, hvorfor status er som den er og kunden ved, hvorfor der bliver arbejdet på netop den opgave lige nu.

2. Du får dét, du vil have

Kunden får hele tiden små funktionelle og testbare dele af det endelige projekt. Efter hvert sprint er der noget nyt, der kan vises frem og afprøves af kunden. Ønsker kunden at fortsætte i den retning, som er lagt, er det fint. Ønsker kunden at skifte retning, er det også fint. For kunden bestemmer, hvad der skal arbejdes på i næste sprint – og derfor får kunden også lige præcis dét, som kunden ønsker.

Det stiller krav til kunden og PO: Backloggen skal være prioriteret og kunden skal inddrages i sprintplanlægning. Tager kunden det ansvar på sig, så har kunden også fuld kontrol over, hvad den næste sprint indeholder.

Vil du gerne vide mere om ceremonierne i Scrum, såsom sprintplanlægning? Så har vi faktisk lavet fem små podcasts, der forklarer ceremonierne i Scrum.

3. Medarbejderne bliver glade

Tillid og tryghed skaber glade medarbejdere. Så kort kan det siges. Når medarbejderne oplever, at der ikke bliver gemt noget væk, at de bliver hørt, at de har medindflydelse og der er en grundlæggende tro på, at alle gør det så godt man kan, så blomstrer glæden og begejstringen.

Det betyder ikke, at Scrum altid er lig med glade medarbejdere. Der er medarbejdere, for hvem Scrum ikke er sagen: Den evige gentagelse i sprint efter sprint er simpelthen ikke noget alle kan lide. Til gengæld bliver det tydeligt for både medarbejderen og virksomheden, at der skal ske noget andet – noget, der er til gavn for begge parter.

Men når teamet fungerer, skaber det begejstring og glæde. Der er fremdrift, åbenhed og fokus på sammen at gøre det bedre. Ud af det spirer arbejdsglæden helt naturligt frem.

Du kan også høre alle pointerne

Sammen med Sune Monrad fra Cobraid har vi lavet en episode i podcastserien “Scrum med mere”, hvor vi snakker de ulemper, faldgruber og fordele, som er gennemgået i dette indlæg. Så vil du høre os uddybe pointerne, kan du høre afsnittet lige her. Du kan også finde det i iTunes her. God fornøjelse!

Har du hørt vores podcasts?

Vi laver to podcasts: “Alt om Scrum” og “Scrum med mere”. De passer perfekt til en gåtur, en opvask eller en god kop kaffe.

Nyeste indlæg på bloggen

Alle indlæggene finder du her

Sådan håndterer du sladder og brok i et ungt agilt og iterativt setup

Sådan håndterer du sladder og brok i et ungt agilt og iterativt setup

Sladder og brok definerer vi ofte som noget negativt. Noget, der skal undgåes og jo mindre, der er af det, jo bedre. Men sådan er det faktisk ikke helt. For sladder og brok har også et positivt element: Det kan være en sikkerhedsventil, der tager trykket af irritationer og frustrationer. Men bliver det for meget, kan det skade teamet. Målet er derfor tilpas sladder og brok i teamet – spørgsmålet er da, hvordan finder du den gyldne middelvej?

GULDKORN DIREKTE I DIN INDBAKKE

FÅ EN TJEKLISTE TIL
EFFEKTIVE MØDER

Få vores allerbedste guldkorn direkte i din indbakke

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få vores bedste tips og gode råd.

Tak! Du modtager nu en tjekliste direkte i din indbakke