Det er i det spændingsfelt, en Scrum Master opererer. Og det er en af de sværeste opgaver at håndtere og mestre. For det er nemt at blive ubevidst trukket til den ene eller anden pol, samtidig med at det nogen gange er nødvendigt at være tættere på den ene eller anden pol for at hjælpe teamet bedst muligt. Måske har man en personlig præference for den ene pol? Måske er relationen til teamet fastlåst i den anden pol?
For at blive klogere på det, vil vi først kort beskrive de to poler og hvad udfordringerne ved dem er:
Jeg hjælper dig med at finde løsningen
At facilitere er en meget værdsat og højt besunget evne. Man hjælper teamet med at finde frem til den bedste løsning, baseret på deres viden og erfaring. Man rummer konflikten og hjælper med at se den fra begge sider. Man stiller de “dumme” spørgsmål, der åbner op og afdækker de blinde vinkler.
Men det foregår udenfor teamet, fra teamets arkimediske punkt, om man vil. Et punkt, hvorfra overblikket er suverænt og så objektivt som muligt, men løsrevet fra teamets interpersonelle relationer. Man er på godt og ondt ikke en del af teamet, ikke en del af processen og ikke en del af løsningen.
Derfor er det svært fra denne position at skabe relationer med teamets medlemmer. Man kan se, at de skabes, formes og styrkes, men man er ikke selv en del af dem.
Det skal gøre ondt, før det bliver godt
Den modsatte pol er der, hvor man insisterer på, at teamet skal mærke smerten, før man træder til og hjælper. Teamet skal opleve, hvordan deres beslutninger og handlinger har konsekvenser. “Learning by burning” kan man også omskrive den populære pædagogiske læresætning til.
Men igen befinder man sig udenfor teamet, lige indtil man træder ind og reder dagen. Man kan se, hvordan teamet langsomt men sikkert graver sig længere og længere ned. Her opstår der både gode og konfliktfyldte relationer i frustrationen over og erkendelse af, at det er ved at gå galt.
Når man så træder ind og hjælper til, er man en del af arbejdet, men ikke en del af relationerne. Man har ikke været med på turen – kun til afslutningen.
Et arbejdsfællesskab
De to poler har deres relevans og værdi. Der er tidspunkter, hvor de er den rette position at indtage for teamets og opgavens bedste.
Men vi vil gerne slå et slag for den position, som vi oplever let bliver overset: Arbejdsfællesskabet. Der, hvor man som Scrum Master på samme tid hjælper med at finde frem til en løsning – ikke den “rigtige” eller “bedste” – men den løsning, som teamet eller en enkelt person i teamet finder frem til.
Og derefter hjælper med at implementere løsningen uden at overtage eller styre opgaven, men blot stiller sine erfaringer, sine evner og vigtigst af alt sin tid til rådighed. At være tilstede som en reflekterende medspiller, en man kan spille bold op ad og som hjælper med at holde fokus, holde ud og holde fast.
I arbejdsfællesskabet vokser relationerne frem. Simpelthen fordi man giver tid og plads til, at de kan vokse frem.
Udfordringen: Det tager tid!
Arbejdsfællesskabet har dog en betydelig udfordring: Du skal bruge tid i arbejdsfællesskabet – og det kan være meget tid, der skal til, hvis du faktisk skal gøre en forskel. Andre gange kan bare en kort snak gøre underværker, men det kan være svært at vide, før du går ind i arbejdsfællesskabet.
Hopper du ud af det igen, før opgaven er løst, kan din indtræden i arbejdsfællesskabet have en uønsket effekt: Teamet føler sig svigtet eller tilsidesat for noget, der var vigtigere end dem. Og det fremmer ikke de positive relationer.
Så indtag positionen med omtanke! Det er en stærk position til at bygge stærke positive relationer, men tiden kan flyve hurtigere, end du har tid til.
Mangler du et godt råd?
Står du i en situation mellem facilitering og hånden på kogepladen og har du brug for et godt råd? Så kontakt os endelig! Send en mail eller giv os et ring – så kvitterer vi gerne med et godt råd eller to.
