Som Scrum Master kommer du nogen gange ud for at skulle tage nogle snakke med teamets medlemmer om følsomme emner. Det kan være sådan en “hvordan har du det egentlig?”, “føler du dig tilpas i teamet?” eller “er du blevet klemt lidt over i et hjørne for tiden?” snak.
Sådanne snakke kan være svære at få taget hul på og sætte ord på. For det kan sagtens være, at vedkommende, der skal spørges, ikke endnu har sat ord på det, men kun kan mærke, at der er noget galt.
Derfor kan det være en god idé at skabe en situation, hvor samtalen ikke er i fokus, men kan køre sideløbende. Det skaber en mere uforpligtende og behagelig stemning, hvor tavshed og tid til reflektion er naturlig.
Afled med en fælles handling
“Hvad er en fælles handling?”, tænker du måske. Ja, det er lidt kringlet – og alligevel ikke. Tænk på en biltur – gerne en lang en på 3-4 timer – sammen med din ægtefælde, en god ven, din mor, dit barn eller kollega. Pointen er blot, at du har en passager med på turen – eller at du er passager på en lang tur.
Mens I så sidder der i bilen, så kan det være, at I snakker sammen. Måske meget i starten, men efter en times tid er der måske ikke længere så meget at snakke om. Så sidder I måske bare og kigger lidt ud af vinduet, hører lidt radio, sumper lidt hen – og det er helt fint. Det er ikke ubehageligt, at der ikke bliver sagt noget hele tiden. Så længe bilen kører, er det fint med snak og pauser.
Den fælles handling i eksemplet er bilturen. Den er jeres primære fælles aktivitet – at køre afsted. Så længe den er aktiv, er alt fint. Samtidig med jeres primær fælles aktivitet kan der være en sekundær fælles aktivitet: At snakke sammen. I modsætning til en primær fælles aktivitet, så kan en sekundær fælles aktivitet fint skifte mellem at være aktiv og passiv – altså snak og stilhed. Det er helt fint og føles ikke ubehageligt, så længe bilen kører og den primære fælles aktivitet er aktiv.
Det gør, at der bliver plads til stilhed, tid til reflektion eller en kort snak om noget andet for lige at tage en pause fra emnet, der egentlig er hårdt at snakke om. Disse små pauser og afbræk i en samtale om noget, der er følsomt eller hårdt at tale om, gør at samtalen er lettere at have for alle parter. Det giver nemlig også dig lidt tid og ro til at reflektere over, hvad der bliver sagt.
Skal vi gå til tavlen?
Jeg brugte selv tricket for et par uger siden, hvor jeg skulle tage en snak med en fra teamet om et følsomt emne. Det handlede ikke om hende – men om hendes relation til en anden i teamet og hvordan den var. Jeg gik lidt rundt om mig selv for at finde en god måde at få taget emnet op på.
Og så pludselig var muligheden der: Til en ceremoni i teamet var vi kommet til at bruge permanent markers på et whiteboard. Der var derfor lige en opgave med at få det væk igen. Jeg tænkte, at her var en god mulighed for lige at være på tomandshånd og få den snak. Jeg spurgte derfor, om hun ikke lige ville bruge 5 minutter på at hjælpe mig med at gøre tavlen ren.
Mens vi så stod der og tegnede de permanente streger over og fik dem væk, faldt snakken nemt og elegant på det følsomme emne. Vores fokus på tavlen gjorde, at vi stod der med siden til hinanden. Det gjorde hele situationen meget mindre anspændt end hvis vi havde siddet overfor hinanden. Vi kunne begge gemme os lidt bag den fælles aktivitet.
Gå en tur, ryd op i køkkenet, tag opvasken
Hvad aktiviteten er, er ikke afgørende. Bare det er noget, I gør sammen. Det kunne også være en gåtur, rydde op i køkkenet, fylde opvaskemaskinen, lave kaffe og så videre. Hvad det er, I gør sammen, er ikke vigtigt – formålet med aktiviteten er kun, at det bliver det primære fokus for jeres interaktion og samtalen det sekundære.
Næste gang der er en samtale, som du ved kan blive lidt svær, så vær åben for at fange situationen, hvor I lige kan lave noget trivielt sammen. Så bliver snakken meget nemmere!
Vil du vide mere
Vil du gerne lære mere om teorien bag fælles objekter og interaktioner mellem mennesker, så kontakt os endelig! Vi kommer gerne ud og holder foredrag, en workshop eller 1-1 undervisning om emnet. Har du mere brug for sparring til, hvordan du konkret gør, så hjælper vi også gerne med det.