Det er der faktisk en meget god forklaring på. Inden du får den, så skal vi lige slå helt fast, at du kan sagtens være glad for dit arbejde samtidig med, at din motivation holder forlænget ferie! De to ting hænger ikke sammen.
Sidder du tilbage med tanken “Jamen, jeg kan faktisk godt lide at komme tilbage til arbejdet fra ferie”, så kan du glæde dig til del to. Der tager vi dét udgangspunkt og forklarer, hvordan det hænger sammen med vores indre motivationsmotor. For det er lige så naturligt, som at motivationen er på forlænget ferie.
Og så til sagen:
Det handler ikke om motivation i sig selv – det handler om det mål, som vi er mere eller mindre motiveret for at opnå. Lidt forsimplet så er der to typer mål: Dem, der er drevet af erkendt mangeltilstand og dem, vi overtager fra andre. Vi starter med de mål, som vi selv danner:
Mål, der kommer helt nede fra maven
Det hele starter med en erkendelse af, at vi har et behov, der begynder at røre på sig: Fra det helt basale som sult, tørst og træthed til de mere psykologiske behov som omsorg, anerkendelse og kærlighed. Fælles for dem er, at de opstår indeni os selv og at vi selv reagerer på dem – ikke altid på en måde, så det er nemt for at os at forstå, hvilket behov der er opstået, men det er en helt anden historie.
Det opståede behov sætter gang i en bevidst eller ubevidst proces, hvor vi udvælger mål, som vi har erfaring for eller tror kan imødekomme behovet. Pointen er nemlig, at mange forskellige mål kan indfri behovet. Hvilket mål, der står mest tydeligt for os, afhænger af vores erfaringer og af konteksten.
Står vi udenfor en bager, kan sulten stilles af en kage eller tre. Står vi hjemme foran køleskabet, bliver det måske en gulerod i stedet. Begge dele ved vi af erfaring stiller sulten – konteksten sætter sit klare aftryk på, hvilket mål vi udvælger.
Motivationen kan ses som en bue mellem de to poler: Behovet og mål. Jo stærkere behov og/eller jo tydeligere mål står for os, jo mere motiveret er vi.
Men hvorfor “og/eller”? Jo, det skyldes, at vi godt kan være meget motiveret, hvis den ene pol er stærk nok. Hvis vi er sultne nok (stort behov), ser den slatne gulerod i bunden af køleskabet pludselig meget appetitlig ud (svagt mål).
Omvendt kan et mindre behov men tydeligt mål også motivere os meget. Måske du kender det, når du går forbi slikskuffen og egenligt ikke er sulten, meeeen lige skal have et stykke af den lækre chokolade, som bare ligger der og ser spiselig ud. Lille behov – tiltrækkende mål og bom, så er der høj motivation.
Chefen siger, jeg skal
Den anden type mål starter grundlæggende anderledes. Det kommer nemlig ikke inde fra os selv, men derimod udefra i form af opgaver, som vi mere eller mindre direkte kan se, løser en mangeltilstand i os selv.
Tænk på det på denne måde: Chefen kommer med en opgave, som du skal løse. Den mætter ikke, men du ved, at løser du opgaven, får du udbetalt løn senere på måneden. Og lønnen kan du bruge til at købe mad, som mætter. Opgaven er ikke direkte relateret til et mål, der mætter – men vi kan godt se, at den er indirekte relateret og accepterer præmissen om, at den hænger sammen med at få opfyldt vores behov.
Den proces kan beskrives med tre trin:
- Målgenkendelse: For at forstå opgaven og det mål, som den hævder at opnå, skal vi først kunne genkende den og forstå, hvordan den hænger sammen med en mangeltilstand inde i os selv. Tænk på relationen mellem løn og sult.
- Målfortolkning: Dernæst skal vi fortolke opgaven og målet, så vi kan se, hvordan det hænger sammen for os selv. Fordi målfortolkning er en indre proces præget af erfaringer og værdier, kan og vil den ofte være forskellig for os hver især. For nogen hænger løn og sult sammen, for andre hænger opgaven sammen med højere anseelse og anerkendelse.
- Målaccept: Kommer vi så langt, at vi kan både genkende og fortolke målet om til noget, der giver mening for os, skal vi acceptere, at opgaven og målet hænger sammen. Først da overtager vi opgaven og målet som vores eget. Det kan være, at selvom du både genkender og fortolker målet til noget, der giver mening, er lønnen for lav til, at du vil acceptere opgaven og målet. Eller måske er risikoen ved opgaven og målet for stor til, at den mulige anerkendelse er det værd. Vi kan på den måde komme helt hen til målstregen – men vælge ikke at gå over den.
Motivationen opstår her ikke mellem en mangeltilstand eller behov og et mål. Det opstår mellem den indre mangeltilstand, som vi har fortolket opgaven og mål til, og hvor stærkt det fortolkede mål er.
Et eksempel gør det lidt tydeligere: Da jeg var ung, arbejdede jeg på et kontor. Jeg kopierede, hentede frugt, foldede fakturaer og stoppede dem i kuverter. Ikke det mest spændende arbejde, men jeg tjente penge nok til at kunne købe min først bas. Og det var vigtigt! Jeg kunne se, at udførte jeg mine relativt uinspirerende arbejdsopgaver godt, blev chefen glad. Og en glad chef betød løn – og måske endda mere i løn. Så motivationen for at løse de lidt meningsløse opgaver var overraskende stor, fordi motivationen var spændt ud mellem min drøm om en lækker bas – min indre fortolkede udgave af den udstukne opgave og tilhørende mål – og udsigten til løn – det indirekte mål, der gør, at jeg kan opnå mit fortolkede mål.
Maven siger ferie, chefen siger arbejd
Det er her, vi kommer til årsagen til, at motivationen stadig ligger på stranden. Når vi er på ferie, er det primært vores indre mangeltilstande, der driver måldannelsesprocessen: Vores behov for at være sammen med familie og venner, at opleve noget spændende, at slappe af og nyde livet. Det opfylder nogle meget basale menneskelige behov, som kommer helt nede fra maven.
Men når vi så starter på arbejde igen, skal vi vende hele vores motivationelle system om! Ud med at opfylde de behov, som kroppen og psyken lige er blevet så glad for at få opfyldt, og ind med indirekte mål, som vi har mere eller mindre svært ved at genkende og acceptere som vores egne.
Det tager tid for os at komme tilbage i vanen med, at behovet for løn er vigtigt. Løn er trods alt udgangspunktet for, at vi kan tage på ferie. Og al den tid vi bruger på at vende os til det igen, skal vi kæmpe mod de besnærende og meget direkte mål, der opstår inden i os. Så længe det står på, føles det som om motivationen for at udføre dagens dont på arbejdet, ligger og slikker sol på en lækker sandstrand.
Og pludselig er det hverdag igen
Men heldigvis er vi vanedyr. Så på et tidspunkt falder vi tilbage i de gamle vaner, hvor chefens mål og tilhørende lønseddel fylder mere end vores indre behov for afslapning og tid med familien. Men det er med den proces som så meget andet i livet: Det skal blive træls, før det bliver godt. Vi skal lige igennem den fase, hvor det hele ser helt sort ud og arbejdet er totalt skod – og så en morgen vågner vi op og kan pludselig igen godt se fornuften i arbejdsopgaverne og de indirekte mål, som de opfylder for os.
Der er nogle små nemme måde, du kan hjælpe processen til at glide lidt nemmere. Tænk på det som at nedtrappe i stedet for at tage en pludselig afvænning. Vores tre små forslag kommer her:
- Indfør “Pair programming”. Når man er to, kan motivationen være nemmere at finde. Og så løfter det niveauet for programmering, faciliterer vidensdeling og giver point på den sociale konto. Du kan læse om, hvad det er for en størrelse her.
- Vent med nye tiltag. I den første uges tid er din evne til at genkende og acceptere chefens mål begrænset. Derfor er det smart at vente med at sætte dig i en situation, hvor du skal gøre lige netop dét i den første uges tid.
- Easy wins. Giv dig selv et boost af lykke-hormoner i hjernen og løs nogle af de opgaver, der har hængt længe. Dem, der spøger i baghovedet, og som du havde tænkt at løse, når der er to torsdage i en uge. Surprice! Det er der lige præcis i den første uge, du er tilbage fra ferie.
Vi kan ikke love, at din motivation hopper på første fly hjem og alt bliver nemt med et trylleslag. Men ventetiden bliver forhåbenligt lidt nemmere – og måske bliver din motivation motiveret til at tage en tidligere afgang hjem.
