Ved hoveddøren møder du Bente, der forpustet lige er ankommet efter en cykeltur med et fastfrosset gear. Du siger godmorgen til hende, og ved denne lille gestus får du straks hendes historie fortalt – og I får sammen grint af, at det faktisk ikke var hendes bedste morgen.
Eller du stiller dig bag kollegaens medarbejder Hans i køen til kaffeautomaten og siger “Godmorgen”. Hans smiler og siger, at ja – det er faktisk en super god morgen. Han blev nemlig morfar i nat.
Kan du fornemme det? Det virker at have tid til at sige godmorgen.
Sig godmorgen
Det koster ingenting, tager 3 sekunder og har kæmpe værdi. Du giver en gave til medarbejderne hver morgen
Du er nemlig medvirkende til at:
- Bente og Hans har begge fornemmelsen af, at de er set
- De føler sig vigtige, da du prioriterer at se dem inden dagens arbejde for alvor går i gang
- Du kan fornemme hvordan stemningen er rundt i afdelingen
Hvorfor virker det?
- Fordi vi er mennesker.
- Vi er mennesker der gerne vil ses,
- gerne vil høres og
- ikke mindst gerne vil være en del af et fællesskab
Det fællesskab er du med til at skabe ved at gå rundt og sige godmorgen.
Du kan ikke nå det hver dag
Selvfølgelig kan du ikke det. Og dog – hvis direktøren nu ringer, så når du altid at ringe tilbage til ham – så burde du ikke sætte 10 minutter af hver morgen til lige at hilse på alle og ønske dem en god dag?
Forbered dig
Sørg for at du kan medarbejdernes navne. Sørg også for at tage lidt noter efter din godmorgen tur. Fortæl straks din kollega, at Hans fortalte dig, at han var blevet morfar (så spiller du kollegaen god med det samme, da hun selvfølgelig straks går hen til Hans og ønsker tillykke). Og skriv en note om at Bente havde problemer med cyklen, så næste gang du møder hende om morgenen kan du høre om gearet virkede i dag? Er det snyd at skrive noget ned om de enkelte medarbejdere? Nej det kaldes omsorg og rettidig omhu.
De langsigtede fordele
- Du skaber en åben kultur
- Du styrker relationerne.
- Vi kigger hinanden i øjnene, vi smiler sammen – alt det gør, at vi hører mere og mere sammen
- Du viser, du er et menneske.
- Du viser hvem du er, og at du er et menneske, der gerne vil omgås andre
- Det skaber grobund for, at de vil komme til dig med deres problemer
Konklusion
Det koster ikke noget, det er til at finde ud af, det spreder positiv energi, det skaber fællesskab, det kan ændre en dårlig dag, det er en nem måde at vise respekt og høflighed, det kan være starten på en god samtale, det er investering i relationer, det skaber en god kultur og alt det kan du få for bare et ord: “Godmorgen”.
Prøv det af allerede i morgen
Og mærk hvor meget energi, det giver i afdelingen.
Der kommer løbende flere staldtips her på retrospectives.dk, så du kan samle på små, brugbare ideer til hverdagen som leder. Og bare rolig – ingen Powerpoints, kun ting du kan bruge med det samme!
Ledelse bliver bedre, når vi deler erfaring.



