Det er sjovt med begreber, som bruges af alle. For man kommer nemt til at bruge dem uden aldrig helt at snakke om, hvad man egentlig mener med dem. Det kan nemt føre til misforståelser eller forkerte antagelser, fordi vi ikke mener det samme med begreberne eller som minimum er klar over, at vi mener noget forskelligt med dem. Sådan har vi det desværre med tillid og transparens – og det har vi besluttet os for at gøre noget ved!
Derfor handler denne episode om de to begreber og hvad vi egentlig mener, at de betyder og hvorfor de er så vigtige, når vi snakker om agile og iterative arbejdsgange. For det er de! Uden tillid og transparens fungerer et agilt og iterativ setup nemlig ikke!
For at der kan være tillid, må der være transparens. Og for at transparens fungerer og virkelig skaber en fornemmelse af, at alt er tilgængeligt for alle, skal der være tillid til, at alt er lagt ud på bordet.
Så hør eller se med, når Heidi Sørensen, Reidel Consult, og Sune Monrad, Cobraid, tager en snak med Birte Laursen og Johannes Damsgaard-Bruhn om de to begreber.
Der kommer mere om de to begreber
Episoden er også en indledning for de næste tre afsnit. De handler også om tillid og transparens men i forskellige størrelser virksomheder. Vi starter med en lille fremadstormende virksomhed, dernæst en virksomhed, hvor dagligdagen har bidt sig godt fast og slutter af med en virksomhed, hvor der skal slankes og medarbejdere afskediges. Dem udgiver vi i løbet af december som små advents-episoder.