Du har måske opdaget, at vi er ret glade for stilhed. Det giver plads til reflektion, tid til eftertanke og et tiltrængt pusterum i møder, travle hverdage og hurtige snakke. I denne episode snakker vi om stilhedens fætter: Stilstand. Hvor stilhed er ingen lyd og indtryk, er stilstand ingen bevægelse
Det har vi nemlig brug for som mennesker: At der er nogle sikkerhedszoner, hvor vi kan trække os hen og hvor der er stilstand. Men hvordan honorer vi det behov i en virksomhed, hvor verden hele tiden stiller nye krav, kommer med nye inputs og kræver forandring?
Vi kan godt afsløre allerede nu, at vi ikke bliver helt enige – men på den anden side er vi heller ikke uenige. At det kan lade sig gøre skyldes, at der kan være stilstand på ét niveau – og fuld fart på et andet. Tænk på et team: I Scrum skal teamet gerne have fred og ro – være i stilstand – for at teamets medlemmer kan være så effektive som mulig. Så stilstand på et niveau betyder ikke, at niveauet under eller over står stille.
Hør med her, når vi folder den tanke ud sammen med Heidi Reidel Sørensen fra Reidel Consult. Værterne er Birte Laursen og Johannes Damsgaard-Bruhn.