Hvis du har læst indlægget “Er din motivation heller ikke kommet hjem fra ferie endnu? Det er der en god grund til“, så du måske, at vi skrev, at vi ville skrive et indlæg om alle os, som faktisk ser frem til hverdagens trygge rammer. Og det indlæg kommer her!
For vi synes, at det er passende, at forklare, hvorfor vi er nogen, der glæder os til at komme tilbage på pinden. Hvor motivationen faktisk har taget et tidligere fly hjem, fordi den havde haft al den tid, den skulle have i strandkanten. Men når ferien slutter, er det ikke os, man hører meget om i medierne. Det forsøger vi at gøre en lille smule ved i dette indlæg – også selvom det er ved at være nogen tid siden, at sommerferien sluttede for de fleste af os.
Både-og – ikke enten-eller
Inden vi starter, vil vi gerne slå en ting fast: De fleste mennesker har det blandet med at ferien stopper. Motivationen er både lidt forsinket og lidt på forkant. Feriens langsomme tempo og rolige morgener er faktisk meget rare. Men de mange beslutninger om, hvad vi nu skal lave og presset på, at hver dag skal være en oplevelse, fordi ferien snart er slut, er lidt anstrengende i længden.
Omvendt kalder hverdagens trygge og forudsigelige rammer også på os – højere og højere jo længere tid ferien varer. Den første uge eller to er det måske kun en næste utydelig hvisken. Men til sidst kan volumen faktisk godt gøre selv en Soundbox misundelig.
Og det er helt normalt!
Det ene eller andet betyder ikke, at arbejdet er træls og arbejdsglæden helt i bund. Det handler om, at overgange mellem forskellige motivationelle tilstande altid skaber indre uro. Det handler kun om, hvordan den indre uro føles og manifesterer sig.
Og nu til det, som vi faktisk har lovet at give en forklaring på, nemlig hvorfor det faktisk kan være helt befriende at komme tilbage på arbejde efter ferie.
Usikkerhed er krævende mentalt
I det første indlæg beskrev vi, hvordan motivation kan ses som en bue mellem to poler. Det kan være mellem et indre behov og mål eller mellem en udstukket opgave og accepteret mål. Du kan læse en nærmere forklaring på det i det første indlæg.
Det, vi ikke berørte i det første indlæg er, at det er en krævende mental proces at oversætte indre behov til tydelige mål. Særligt når behovene ikke har en klar fysisk karakter, som eks. sult eller søvn, men en mere abstrakt og mental karakter, såsom en øget fornemmelse af samhørighed med dem, man holder ferie med.
Vores erfaringer med, hvilke mål der bedst løser vores behov, er ret simple og entydige: Når vi er sultne, ved vi, at en god måde at stille sulten på er at spise noget. Det er derfor ikke særligt mentalt krævende at koble behovet på et mål.
Modsat er det med mere abstrakte behov. Hvordan opnår jeg følelsen af velvære og feriestemning? Hvilket mål indfrier bedst dét behov? Det er mere vanskeligt, da flere mål er i spil og målene kan være modstridende. Og sidst men ikke mindst, så kan nogle af målene være ukendte og usikre: Måske er kanotur ikke noget for mig alligevel? Måske er en storby-ferie ikke noget heller? Den mulige skuffelse gør det ikke mindre mentalt krævende at udvælge det bedste mål.
Nogen har taget beslutningen
Efter flere uger med mentale akrobatiske øvelser, uforudsigelige skuffelser og medfølgende mentale nedture er det ikke overraskende, at kontoret virker tillokkende. Her skal jeg ikke selv afkode mine behov. Jeg skal heller ikke forsøge at oversætte dem til mål, der faktisk indfrier behovet. Næh, alt jeg skal er at forholde mig til de opgaver og mål, der er bestemt af andre. Alt, jeg skal gøre, er at løse opgaven så godt som muligt.
I en Scrum-verden betyder det, at der er en PO’er, der har fastlagt, hvad der er vigtigst for kunden. Det er prioriteret, så jeg skal blot sammen med teamet finde ud af, hvor store opgaverne er og hvor mange vi kan nå i et sprint. Og når sprintet er igang, skal jeg sammen med teamet finde ud af, hvem der tager hvad. Ikke om jeg tager noget, men hvad jeg tager.
Det er en meget nemmere mental proces.
Regler skaber mental ro
Vi er forskellige, når det kommer til, både hvordan vi oversætter indre behov til mål og hvor stor mental kapacitet, vi har til det. Men også hvor gode vi er til at acceptere en opgave og tilhørende mål. Begge er vigtige og nødvendige kompetencer at have i et team og i en virksomhed i det hele taget.
Ofte er der fokus på dem, der er gode til at oversætte indre behov til mål. De er autonome, udfordrer status quo og er omstillingsparate. Men de er også ofte dårligere til at følge reglerne og overholde aftaler. Tager man ikke højde for det, kan det nemmere gå galt. Hvordan det kan ske, får du et eksempel på nu:
Jeg ved for eksempel med mig selv, at jeg har det rigtig svært med det lille tal, der står ved et mailprogram, når der er ulæste mails. Jeg vil helst, at det er væk, for det irriterer mig. Omvendt synes min gode veninde, Line, at det er fint at have 16.000 (!) ulæste mails.
Min måde at håndtere det på er, at læse mails og så sætte flag ved dem, jeg skal huske, eller oprette påmindelser med det samme! For gør jeg ikke det, glemmer jeg dem. Var det bedre så at lade være med at læse dem? Ja, formentlig. Men min strategi fungerer fint og jeg kan godt finde ud af, at holde mig selv op på den.
Sådan er det ikke helt, når jeg ser, at der er plugins til vores hjemmeside her, der skal opdateres. Det lille tal i toppen af menubaren trigger min hjerne på samme måde som ulæste mails: Det skal bare væk! Men jeg ved også ganske udemærket, at man ikke bare skal opdatere plugins uden at tænke sig om og teste først. Problemet er her, at min trang til at fjerne tallet i menubaren (fjern irritation-behov), er stærkere end mit mere abstrakte behov (test før du opdaterer-behov).
Derfor har jeg været nødt til at “snyde” mig selv. Jeg har fået tildelt en opgave: At hjemmesiden skal have en høj oppetid. Dén opgave er ikke et indre behov, men en ydre defineret opgave, som jeg “blot” skal acceptere. Når jeg har gjort det, trumfer opgaven mit indre behov for at opdatere og derved blive mindre irriteret. For opgaven løser nemlig flere mål, som jeg er mere motiveret for: At du, kære læser, altid kan tilgå hjemmesiden. Det er ikke et flygtigt indre behov, som opstår mere eller mindre uforudsigeligt. Det er et indiskutabel og uomtvisteligt mål for den opgave, som jeg har accepteret.
Ah, mandag morgens fredfyldte forudsigelighed!
Dén ro, som det giver mig, er netop den ro, som mandag morgen på kontoret efter en lang ferie giver. At det ikke længere kun handler om mine indre behov og hvordan jeg kan opfylde dem, men at nogen har defineret opgaver, som skal løses. Og at vigtigheden af opgaverne ikke er noget, jeg skal vurdere løbende. Det er lagt fast og jeg skal blot kunne se sammenhængen mellem, at jeg løser opgaven og at der tikker en løn ind på min konto senere på måneden.
Den ro kan man faktisk godt komme til at savne, når man er på ferie – også selvom sandstranden er lækker!
